Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af TriatlonTriatlon

    1 år, 6 måneder siden

    Interview med Andreas Schilling Andersen

    Vi har haft fat i Andreas Schilling Andersen til en snak om OL-året. Om nogle uger tager vi mere konkret fat i stævnerne her i foråret, så vi kan følge med i, hvordan Andreas klarer sig! Husk at du kan dele dette indlæg på Facebook og at det kan læses af alle – også dem uden profil!

    Sportlas: Det har nærmest været en gennembrudssæson for dig i år i World Cuppen. Har det overrasket dig?

    ASA: Nej! Det er det, jeg har arbejdet hen imod og jeg har egentlig altid troet på, at det ville komme. Der er dog så mange ting, der skal gå op i en højere enhed på dagen og derfor er det også en stor forløsning, hver gang det er lykkedes. Jeg har flere gange oplevet, at 1+1+1 ikke altid har givet 3 og gør det ikke det, så lykkedes det bare ikke. Det er noget af det frustrerende, men samtidig også fascinerende, at man skal have det hele til at lykkes på samme tid. Selvom man kan opnå et højt niveau i de enkelte discipliner, så skal det også times, så alle 3 discipliner er på et højt niveau samtidig. Erfaring er også en stor faktor og jeg er efterhånden ved at have prøvet så meget, at jeg ofte tager de rigtige beslutninger undervejs i racet. De fleste er klar over, at cykling er meget taktisk, da vi kan ligge på hjul, men også svømningen og løbet er ret afhængig af, at man tager de rigtige beslutninger undervejs og får placeret sig rigtigt. Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser til de store race i år og jeg håber, at der kommer flere.

    Sportlas: Hvordan ser det ud med OL-chancerne lige nu?

    ASA: Lige pt er jeg lige præcis indenfor de 55 pladser som der er på startstregen. Det betyder, at jeg stadig mangler 3-4 gode resultater i world cuppen eller VM-serien, inden cut-off den 15. maj 2016. Jeg har lavet de resultater, der skal til – nu handler det om at få et par stykker mere på tavlen. Jeg tror på chancen og håber, at jeg kan lave i hvert fald et godt resultat mere i oktober, hvor årets sidste world cups afholdes.

    Sportlas: Har OL været en drøm længe eller er det først den seneste tid, hvor resultaterne er begyndt at pege i den retning, at drømmen er blevet vakt?

    ASA: Jeg tror altid at drømmen har været der. OL er det største. Punktum. Jeg har altid været en sportsnørd og er interesseret i mange forskellige former for sport. Jeg har altid læst avisen bagfra, fordi sportssiderne er dem, jeg helst vil læse. OL er den eneste sportsevent, der samler alle sportsgrene på samme tid. OL i triatlon er også anderledes, fordi det er én konkurrence og ikke, som vi er vant til på den korte distance, en serie hvor vinderen bliver kåret efter 10 stævner. Her er der én chance hvert fjerde år. Det er hårde odds, men giver også det ekstra (ekstra hvad??? – motivation, hjertebanken? Derudover er der kun et sæt OL medaljer i triatlon og derfor ikke nogen, man skal dele titlen med. Selv i triatlon har vi jo efterhånden mange forskellige distancer og formater, hvor der afholdes VM. OL er bare det største og der er en langt større forståelse for OL i den brede befolkning – hvilket gør, at bevågenheden bliver så meget større.

    Sportlas: I triatlon snakkes der i motionskredse meget om Ironman og de store træningsmængder, som distancen kræver. Hvor meget træner du?

    ASA: Jeg træner omkring 20-25 timer om ugen (7-8 timer svømning – 5-6 timer løb og
    6-10 timers cykling). Mængden og især intensiteten varierer henover sæsonen, men langt de fleste uger ligger mængden her omkring. I år har fokus været på at være god over en meget lang periode, fra marts til oktober. Derfor har det også været vigtigt, at træningen har været konstant uden de store udsving. I år har jeg ikke haft specielt fokus på noget stævne og derfor har træningen også været relativt konstant. En af de største udfordringer er, at holde rytmen i træningen, på trods af mange rejser og stævner.

    Sportlas: Hvor vigtigt er dit udstyr for dig og hvad fokuserer du på, når du vælger udstyr?

    ASA: Mit udstyr er rigtig vigtigt og jeg sætter en stor ære i, at der er styr på det, inden jeg står på startstregen. I 2014 valgte jeg ikke at have en løbeskosponsor, da jeg ville være sikker på, at jeg valgte at løbe i de sko, som passer bedst til mig. Valget faldt på Mizuno og det har jeg været utrolig glad for, da jeg har haft endnu en sæson uden nogen skader. Det er utrolig vigtigt, for at kunne holde niveauet hele sæsonen.
    Cykelmæssigt har jeg været utroligt godt kørende på min Felt AR1 i år. Det er en super hurtig cykel, som egner sig til alle de forskellige forhold, jeg konkurrerer under, rundt omkring i verden. Udover selve cyklen, har Cycleworld hjulpet mig med Bikefit, så cyklen er indstillet, så denpasser perfekt til mig.

    Sportlas: Du har forbedret dig meget på løbet og løb senest 14.43 på de sidste 5 km til World Cup i Hamborg. Hvor langt løber du på en normal træningsuge og hvor meget af løbetræningen foregår i lavt tempo henholdsvis højt tempo?

    ASA: Det vigtigste for mig løbemæssigt har været, at jeg endnu en sæson har holdt mig skadesfri. Det er rigtig vigtigt for at kunne blive ved med at udvikle sig. Min mængde ligger på 60-80 km om ugen. Jeg løber fart 2-3 gange ugentligt. Typisk er der et pas som fokuserer på konkurrencefart, det kan være 5*2 km eller 8-10*1 km. På disse pas ligger pacet omkring 3.05-2.50. Ofte løber jeg også nogle kortere intervaller på banen, det kan være 10*(400+200) på omkring 1.05/30. Derudover har jeg en del lette pas, hvor farten er underordnet. I ugerne med størst mængde løber jeg 2 gange om dagen 1-2 dage om ugen. Jeg laver også såvel decideret styrketræning – med fokus på meget løbespecifikke øvelser – samt mere teknisk orienterede øvelser et par gange om ugen.

    Sportlas: Hvordan ser du fremtiden i triatlon for dig som atlet? Hvad vil du satse på fremover? Og ikke mindst – hvornår tror du, at du kan begynde at leve af triatlon? Det gør dine konkurrenter jo….

    ASA: Jeg har fornemmet, at der ikke er så langt op til de allerbedste i år. Der mangler stadig noget, men jeg tror på, at jeg kan lukke hullet i løbet af de næste par år. Jeg er dog også klar over, at de sidste par procenter er de sværeste at finde og derfor kommer det til at kræve endnu mere, hvis jeg vil rykke niveauet det sidste stykke op i verdenseliten. Når sæsonen er slut, er én af de ting, som står øverst på dagsordenen, at finde et set-up, hvor jeg tror på, at jeg kan blive ved med at udvikle mig frem mod OL og næste sæson. Det kræver ud over træningen, samarbejde med Tri Team SDU, sponsorer og andre samarbejdspartnere. Jeg planlægger meget sæson for sæson og lægger egentlig ikke planer meget længere frem, da det er nødt til at give mening på en kortere basis. Samtidig er jeg også klar over, at muligheden for at blive en verdensklasseatlet kun er til stede lige nu – den mulighed skal forfølges og det kræver, at man indretter sit liv derefter.

    Sportlas: Tak for din tid, Andreas!

    OBS: Du kan følge Andreas her på Sportlas. Hans profil er her: @andreasschilling1
    Andreas SchillingAndreas Schilling Cykel

    1
    0
    Delt af:
    • Profilbillede

    Se alle kommentarer