Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af SvømningSvømning

    1 år, 7 måneder siden

    Interview: Rikke Møller Pedersen og vejen til OL

    Rikke Møller Pedersen vandt for syv måneder siden sin anden medalje til et VM på langbane. Sportlas snakkede med hende i efteråret om et VM med både op- og nedture, om forberedelserne og målene i OL-året og om de svære dage, som elitesvømmer på aller-øverste niveau.

    – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

    Sportlas: Først og fremmest tillykke med din medalje til VM. Selv om du har verdensrekorden i 200 bryst, må det have været en god fornemmelse at kunne tage en medalje med hjem fra et VM, der bestemt ikke fungerede optimalt for dig?

    RMP: Jeg er meget glad for min medalje og er ved godt mod over, at en langsom tid for mig i 200 m bryst (den, jeg svømmede i VM-finalen) stadig bliver belønnet med en top 3 i verden. Tænker jeg kun på tiden, jeg svømmede, er jeg dog stadig noget skuffet og lidt uforstående over, hvad det er, jeg har gjort i min forberedelse, der var så skidt. Men igen, så er det nok “bare” en del af det at være atlet på højeste niveau og ikke altid have vinden i ryggen. Af og til er sport jo netop fantastisk, fordi man ikke kan forudse, hvad der 100% vil ske, men, man kan forberede sig det bedste, man kan og mindske risikoen for at komme tomhændet hjem.

    Sportlas: Har du fået analyseret på VM? Hvad gik der galt i din optik?

    RMP: Som sagt tænker jeg, “hvad er det i min forberedelse, der har været så skidt, at jeg ikke bare svømmer 1 sekund fra min bedste tid, men hele 4 sekunder fra min bedste tid”? Det er stadig lidt en gåde for mig, da jeg egentligt havde svømmet fornuftige tider helt op til nogle måneder før VM. Men jeg har da selvfølgelig tænkt mit og vil nok også fortsat tænke over det lidt endnu. En af de ting, jeg har tænkt over, er det sidste hårde træk før VM (de sidste 3 måneder). Den tid, som både indeholder hård træning og ufattelig specifik og individuel nedtrapning. Man skal huske på – som udefrakommende – at vi ikke bare skal ramme den rigtige uge, eller den rigtige dag! Vi skal ramme de rigtige minutter, det kræver erfaring. Som jeg ser det, manglede der nok i de tre måneder lidt videreudvikling på de ting, der allerede var sat i gang i sæsonen: Altså at blive hurtigere og bedre til de samme kvalitets-/syretræningsæt, vi svømmede, en overbygning på styrketræningen og også en fælles glæde og forventning (skabt som hold) til, at det ikke “bare” var et DM, men altså et langbane VM, vi var på vej til. 

    Sportlas: Hvad tænkte du, da du slog ind? Var du godt klar over, at du ikke havde vundet?

    RMP: Jeg kørte, som de fleste der har fulgt med, rigtig godt indtil 150 og måske endda 170 m. Så kunne jeg fornemme, at min krop gik kold, farten røg og sidemanden passerede. 
    I det øjeblik går der 1000 tanker gennem hovedet på mig, og jeg ved, at det er tid til kun at tænke; “bagudrettet benspark” og “F*** smerte”! Mit sidste tag til indslaget var uendeligt langt, og jeg fik i et splitsekund følelsen af, at jeg aldrig ville ramme væggen. Da jeg slår ind, ved jeg godt, at jeg ikke har vundet og føler et eller andet sted i det skjulte nok allerede den smerte og ulykkelighed og prøver endda at forberede mig på den. Men det er gamet! Det er sporten. 
    Jeg kan huske, at en af de ting, jeg fokuserede mest på i det øjeblik, hvor jeg rammer væggen, er, “lyser min skammel”? Jeg vidste, at hvis den lyser, betyder det at man har fået medalje – og i det øjeblik var det lige meget hvilken medalje det var, bare skamlen lyste. Den lyser – og jeg synker sammen i mig selv, lettet og lidt ulykkelig på samme tid og jeg når ikke engang at se, at jeg bare er én af 3, der fik en bronze. 

    Sportlas: Hvilke tanker gik gennem hovedet på dig, da du så japaneren komme op på siden og gå forbi dig de sidste 20 meter?

    RMP: Jeg når at tænke så mange ting, hvilket er mærkeligt, da det hele – bortset fra min svømning – går så hurtigt i det øjeblik. Jeg mærker for alvor mit konkurrence-gen tændt og taler til mig selv “kom nu – intet er afgjort før væggen!”. Jeg håber, at hun jo også kunne ligge og føle smerte. Jeg råber til mig selv inde i hovedet: “Kom nu Rikke! Spark bagud, spark med det, du har tilbage, giv ikke op!”.

    Sportlas: Hvordan forbereder man sig til en 200 bryst, når 100 bryst ikke er gået godt? Hvordan er processen frem mod 200 bryst – der er jo nogle dage imellem?

    RMP: Jeg kan godt lide at have min 100 meter først. Der svømmer jeg tit lidt nerver ud og føler, at jeg gør klar til 200 meteren. Det er dog lettere at svømme sig klar til 200 meteren, hvis 100 også går godt og er hurtig. Jeg mærkede allerede i 100 bryst, at mine kræfter havde det lidt med at slippe op og tænkte selvfølgelig også over det faktum, at hvis de kunne det på 2 baner, hvordan skulle 4 baner så ikke komme til at gå?

    Men efter 100 bryst prøvede jeg at nulstille. Prøvede at bruge det jeg er god til – og det er at svømme nervøsiteten af. 

    Jeg har altid brugt mine forældre meget i den sammenhæng og de har været gode til at hjælpe mig med at nulstille og sige “I morgen er en ny dag”. Det er sket mange gange før til stævner, at min 100 meter ikke er optimal, men at min 200 meter er i verdensklasse. Alle de ting hjælper de mig med at huske.

    Sportlas: Hvilke overvejelser har du gjort dig om OL-forberedelserne efter et lidt skuffende VM?

    RMP: Der er nu ikke så lang tid til, at jeg skal stå bag blokken til OL. Derfor har jeg valgt at gå tilbage til nogle af de rutiner, jeg kender og har kørt med i mange år. Der er ikke tid til at prioritere andre ting på niveau med min svømning. Det er nu, der ofres ting og tid på min svømning, så det giver mig kraft i hverdagen – og giver de mange baner frem mod OL mening. Jeg har måttet indse, at jeg skal være mere “svømmemaskinen” igen. Hende, der bare er programmeret til at lede efter og undersøge de tekniske detaljer til bunds. Hende, der bekæmper sygdom eller træthed ved at svømme det væk. Hende, der har et mind-set, der for andre virker kedeligt og mærkeligt, men som for mig giver mening i sidste ende og forhåbentligt også fører til succes. Det indebærer at få støtte fra noget bekendt, tidligere trænere og andre sparringspartnere. Jeg ser mig selv være i Danmark noget af tiden, men jeg ser også mig selv søge ud. De helt nøjagtige planer er ikke lagt fast endnu. Men jeg prøver at holde mine esser i ærmet og bruge min tid på at forberede mig. Jeg svømmer 2 world cups og kommer til at være på nogle træningslejre – deriblandt også højdetræningslejr. 

    Sportlas: Hvad er målet til OL? Som verdensrekordholder kan man vel stort set kun skuffe omverdenen … men hvad er dit eget mål?

    RMP: Man kan sige, at jeg nok vil skuffe omverdenen, men mest af alt nok skuffe mig selv, hvis min indsats ikke er tilstrækkelig. Men hvis der ikke er en finger at sætte på min forberedelse og daglige indsats, så er det i sidste ende alles kamp mod alle om OL-medaljerne. Det er sportens væsen, at man aldrig kan vide sig sikker og det er derfor, man forbereder sig dag ud og dag ind, for at øge chancerne for at vinde. Derfor er mit eget mål at stå bag skamlen og være klar til at konkurrere. At være lige så godt forberedt og om muligt bedre end alle de andre, der stiller til start i 200 bryst. Mine mål er delte, for først og fremmest er mit mål at forberede mig til UG, for så at kunne være klar og nyde OL. Når det så er opfyldt, er mit mål til OL at kæmpe med om medaljerne.  

    Sportlas: Har VM taget noget pres af, eller er det blevet større, efter du ikke vandt?

    RMP: VM har både taget pres af og lagt pres på. Forstået på den måde, at VM har taget lidt af presset fra mig til OL, i og med at jeg ikke kommer til at være den, der præsterede hurtigst til VM. Altså ikke helt de samme øjne på mig, som på dem, der er på vej frem med 200 km/t og dem som normalt tager de store medaljer. Det har samtidig været med til at lægge et stort pres på mig og mine forberedelser, i og med at jeg vil have mere – jeg vil være bedre. Lidt ligesom når man klemmer fingeren i bildøren! Det har man ikke lyst til sker igen – så man prøver at gøre noget anderledes, så det ikke vil ske igen, men der er stadig den der lille risiko for, at det kan ske igen!

    Sportlas: Svømning er jo en meget træningstung sport – når så det ikke går, som man havde håbet på, nager tvivlen så inden i? Kan man – selv som international topsvømmer med et år til OL – komme i tvivl om, hvorvidt det er det hele værd?

    RMP: Selvfølgelig er der tvivl og selvfølgelig kan jeg tvivle på mig selv. Det er i mine øjne kun menneskeligt en gang imellem at få den følelse. Men når det så er sagt, så er det også vigtigt for mig at huske, at den følelse intet godt giver mig og ikke giver mig mere energi til dagens udfordringer. Jeg er ikke som sådan bange for den tvivl, men jeg ønsker ikke at tage valg eller udøve min sport på en måde, så jeg styrker tvivlen og den overskygger det gode ved sporten. Det er et valg, om det er det hele værd eller ej. Jeg havde besluttet mig for at gå hele vejen mod OL og så om et år se, hvad det kunne blive til. Der er kun mig selv til at sørge for, at det, i alle 10 måneder, bliver det hele værd.

    Sportlas: Hvad er det bedste og det værste ved at dyrke sin sport så kompromisløst?

    RMP: Det værste er, at jeg altid putter ting meget i kasser og det skal helst gå efter mit hoved. Jeg er dårlig til at være spontan og tage tingene som de kommer, fordi den kompromisløse måde, jeg har dyrket min sport på, har lært mig, at man kun får opfyldt sine drømme, hvis man går 110% efter dem. Det bedste er alle de ting, jeg har lært om mig selv, den tro jeg har fået på mig selv og det, at jeg har fundet ud af, hvor meget man kan holde til, få ud af sin tid, presse sig selv fysisk og så videre – så længe man bare har troen på og viljen til at lykkes.

    Sportlas: Hvad tænker du på, når du løber ind i de allerværste dage som svømmer? Hvordan motiverer du dig selv?

    RMP: Den er svær. Svær, fordi jeg synes opskriften på, hvordan jeg finder motivationen er enormt varierende. Nogle gange skal der ikke mere til end et uventet skulderklap fra en holdkammerat, eller det at se glæden ved sporten i andres øjne – og andre gange føles det, som om man aldrig finder tilbage. I disse tilfælde bliver jeg stædig og er nok ofte for længe om at spørge om hjælp. Den hjælp kan komme fra min træner, sportspsykolog eller andre. Men det vigtigste for mig – og det der altid virker på et tidspunkt – er at få det ud af mit hoved og få det italesat eller skrevet ned eller sågar råbt eller grædt ud.

    Sportlas: Hvad vil du sige til de unge svømmere i det ganske land, der gerne vil ende i verdenstoppen? Hvad er dine “3 gode råd”, hvis man skal nå hele vejen og hverken stoppe før tid eller gå i stå sportsligt?

    RMP: Jeg ville råde dem til at tænke over, om det er deres helt eget mål – dybt inde i hjertet – det, at de gerne vil være verdens bedste. For er det det, så kan de nå langt. Det vil på ingen måde være let, men de vil hele tiden kunne holde fast i sig selv og finde motivation på den ene eller anden måde, til at løse eller komme igennem de hårde tider. Og ikke nok med at de vil kunne det, men de vil også kunne finde de 10% ekstra som ingen andre er villige til at give. 

    En anden ting er, at de skal kunne blive på jorden – også når de oplever succes – og en tredje vigtig ting er, at de skal finde sig nogle omkring sig, mor og far eller venner eller en helt tredje, som bare elsker dem, for dem de er og som kan og vil være klippen, når alt andet sejler!  

    Sportlas: Tak for din tid Rikke! Vi krydser fingre i august!

    Hvis du vil læse en anden artikel om OL-forberedelser, så klik her for at læse interviewet med Danmarks dygtige dame-double i badminton: http://www.sportlas.com/groups/badminton/

    Rikke-Moeller

    3
    0
    Delt af:
    • Profilbillede

    Se alle kommentarer