Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af SvømningSvømning

    1 år, 9 måneder siden

    Hjælp - Mit barn svømmer langsomt!

    3 gode råd til forældre til svømmere….

    Som forælder kan det være svært at kloge sig på sit barns sportslige udvikling. Der er mange inputs fra barnet selv, andre forældre, træneren, trænere fra andre klubber og ranglister/resultatlister på internettet.

    Så hvordan kan man som forældre bedre forstå og hjælpe sine børn, når der ikke sker de forbedringer, barnet forventer?

    Her er 3 gode råd, man som forælder kan tage udgangspunkt i under evaluering af og hjælp til at forstå børnenes svømning.

    1) Jo mere du blander dig i de sportslige ting og jo flere holdninger du giver udtryk for, jo mere usikkert bliver dit barn.
    Der er en træner på dit barns hold. Den træner er ansat til at varetage de sportslige ting for dit barn. Hvis du blander dig og giver udtryk for dine holdninger i dit barns påhør, så udvisker du grænsen mellem at være forældre og at være træner og barnet vil blive forvirret. I virkeligheden sender du jo samtidig et signal til barnet om, at barnets sportslige udvikling er “vigtig”. Du sender et signal om, at det er “vigtigt for mor og far, at du svømmer hurtigt”. Det er farligt. Du skal være far/mor for dit barn. Ikke reservetræner. Hvis du f.eks. filmer og gennemgår dit barns løb til svømmestævner (som herren på billedet i artiklen her) er du langt over grænsen for, hvad forældre bør blande sig i. Har du spørgsmål eller er der ting, der undrer dig ifht. dit barns træning, så gå til træneren og spørg og START med at sige, at du ikke vender disse ting med dit barn, men at du er interesseret og gerne vil forstå tingene bedre.

    2) Græsset er IKKE grønnere på den anden side eller i den anden klub.
    Jo højere niveau dit barn har og jo mere stilstand der er i dit barns udvikling, jo flere mennesker i andre klubber (forældre og trænere) vil have en holdning til hvad dit barn “bør” gøre. Lad være med at lytte til forældre fr andre klubber eller til lidt for ambitiøse trænere, der prøver at overbevise dig om, at “dit barn ville svømme meget hurtigere med mig som træner”. Det er sjældent rigtigt. Tilmed kan man måske sige, at de trænere, der aktivt rekrutterer svømmere fra andre klubber måske ikke gør deres arbejde specielt godt? Hvis man gør det rigtig godt som træner, så plejer den slags at foregå af sig selv.
    Forældre i andre klubber skal du slet ikke høre på – de har ingen sportslig viden og siger egentlig kun de ting de gør for at forstærke deres eget barns miljø. De er naturligvis ligeglade med om dit barn trives. Det samme kan man ikke med sikkerhed sige om trænerne. Trods alt. Men husk: Græsset er ikke grønnere på den anden side.

    3) Måske er dit barn bare ikke ret dygtig til at svømme?
    Har du overvejet, at dit barn – hvis det træner rigtig meget og ikke kan klare kravtider til mesterskaberne – ikke er skabt til at svømme? Det er ok at vælge noget andet. Det bliver man ikke et dårligt menneske af. Og her findes din rolle som forælder måske i virkeligheden? At spørge et frustreret barn, om det virkelig er den rigtige sport? Frem for at spørge træneren om træningsmetoder og/eller snakke bekymret med forældre/trænere fra andre klubber? Nogle børn har ikke talent for at svømme. En god tommelfingerregel til at bedømme talent: Hvis du med en relativt beskeden indsats kan præstere på et godt niveau (ikke et suverænt niveau, men et godt niveau), så har du talent. I så fald vil du sandsynligvis kunne drive det langt med meget træning. Hvis du træner meget (hvis du f.eks. er 2002 pige eller 2001 drenge og træner 7-8 gange om ugen) og ikke kan klare kravtid til danske årgangsmesterskaber, så er der meget, der taler for, at du spilder din tid i svømning. Vælg en anden sport. Jeg har et glimrende eksempel på to piger, der ikke var specielt gode til at svømme og som derfor skiftede til kajak og nu begge er nogle af landets bedste kajakroere i deres årgange.

    Ovenstående er naturligvis personlige observationer. De er baseret på en trænerkarriere, der har varet næsten 20 år. En trænerkarriere, der har set talrige eksempler på både gode og dårlige forældre ifht. børns sportslige udvikling. Vær en af de første – vær far eller mor for dit barn. Ikke træner. Og sørg for at udfylde din rolle som forælder godt og loyalt – også hvis dit barn går lidt i stå. Det gør alle. God onsdag :)

    /Clausenparents-in-the-stands-2016-cerave-invite

    11
    3
    Delt af:
    • Profilbillede

    • 11 personer synes om dette.
    • Hvad nu hvis man som 2002 pige eller 2001 dreng træner 7-8 gange om ugen og ikke har kravtider til Danske Årgangsmesterskaber, men synes det er det fedeste i verden at svømme? Hvad giver dig så retten til at vurdere om barnet spilder sin tid? Så giver du jo også udtryk for at den sportslige udvikling er vigtig, så hvad mener du egentlig? Ift. de andre punkter så er jeg enig, men jeg har så selv vokset op med forældre der er de dårlige eksempler i din artikel, og vil da påstå at jeg har nået relativt meget indenfor svømning, og har elsket det i mange år, og gør det selvfølgelig stadig. Pas på med punkter, kasser og skemaer. Folk er forskellige og skal gribes forskelligt an. En træners fornemmeste opgave er, at møde svømmere, forældre og andre involverede hvor de er, og få det bedste ud af det. Dette er blot min ydmyge holdning.

      • 11 personer synes om dette.
      • Udgangspunktet for artiklen er, hvad man som forældre skal gøre (og ikke gøre), hvis børnene er utilfredse med deres udvikling. Hvis man synes det er det fedeste i verden at træne 7-8 gange om ugen, så er man jo ikke utilfreds. Hvis der ikke havde stået det i starten havde jeg været enig med dig. Man skal ikke gøre sig til dommer over om det er slidet værd – men her er udgangspunktet utilfredse børn. Håber det forklarer det?

      • 11 personer synes om dette.
      • Jeg kunne ikke være mere enig.

    Se alle kommentarer