Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af SvømningSvømning

    1 år, 2 måneder siden

    Holbæk ansætter ny elitetræner

    Fra Holbæk Svømmeklub har vi modtaget følgende pressemeddelse:

    Pressemeddelelse – Holbæk Svømmeklub ansætter ny elitetræner

    Det er med stor glæde, Holbæk Svømmeklub i dag kan offentliggøre ansættelsen af Chris Christensen som ny elitetræner fra 1. august. Således afslutter Holbæk Svømmeklub endnu en succesfuld ansættelsesproces med virksomheden Talentum, som vi – lige som ved ansættelsen af talentudvikler Anne-Dorthe Jøker i marts – har haft stor gavn af i hele processen.

    I forbindelse med ansættelsen udtaler sportschef Ricki Clausen:
    ”Med Chris har vi fundet lige præcis det rigtige match mellem en veluddannet og succesfuld ung træner og en træner med en ydmyg tilgang til trænerhvervet. Fordi Chris selv har været topsvømmer på højeste plan, besidder han en enorm viden om stilarterne og træning generelt, men han er også bevidst om, at en god træner aldrig er færdig med at udvikle sig – og slet ikke som 28-årig. Jeg ser Chris som en helt naturlig del af vores meget ambitiøse satsning de næste mange år og ser frem til at han udvikler sig i takt med organisationen. Jeg glæder mig til daglig diskussion og sparring om udviklingen af både de yngre og ældre svømmere.”

    Chris Christensen udtaler selv i forbindelse med ansættelsen:
    ”Det er ingen hemmelighed, at jobmarkedet er ret åbent i øjeblikket og jeg har da også fået en pæn håndfuld henvendelser. I sidste ende har jeg kigget på mine udviklingsmuligheder mere end på løn. Der er et spændende projekt i Holbæk og der er en sportschef, der kan hjælpe mig med at udvikle de kompetencer, jeg føler, jeg skal udvikle fremadrettet for at blive en komplet træner. Man kan vel egentlig meget kort sige, at jeg har valgt job efter, at mit mål er at blive den dygtigst mulige træner på længere sigt. Min erfaring både som træner og svømmer siger mig, at chancen er størst i Holbæk. De tanker, som jeg har udvekslet med Ricki omkring holdstruktur og træningsgrupper, har været meget medvirkende til mit valg. Det vigtige er, at svømmerne bliver sindsygt dygtige – ikke hvem der har været ansvarlig træner for X og Y.”

    Det er planen, at Chris Christensen sammen med sportschef Ricki Clausen og talentudvikler Anne-Dorthe Jøker i løbet af efteråret bruger tid på at fastlægge den optimale model for klubbens udvikling frem mod den nye sportsby, der står klar i oktober 2018. Fra august vil man derfor fortsætte med samme hold setup som nu, men fra 1. januar vil der blive arbejdet mere i træningsgrupper og mindre i den normale, fastlåste holdopdeling.

    Ricki Clausen udtaler i den forbindelse: ”I perioder er der behov for forskellige ting for den enkelte svømmer – hvad enten du er 13 eller 20 år gammel. Vi har med både Chris, Anne-Dorthe og undertegnede mulighed for at tilpasse trænerne til svømmerne frem for at holde fast i den klassiske model med at svømmer X går på hold Y. Hvis man er brystsvømmer er det måske smartere at træne med klubbens øvrige brystsvømmere to dage om ugen end at træne fast med de samme svømmere hver dag. De muligheder skal vi have udforsket i efteråret, så vi får det bedst mulige, elitære setup. Næste gang vi ansætter en træner på fuld tid vil den model blot blive endnu stærkere og vi vil få flere muligheder.”

    Holbæk Svømmeklub byder Chris Christensen hjerteligt velkommen og ser frem til mange års godt samarbejde. Ansættelsen af Chris markerer endnu en milepæl i udviklingen af klubben frem mod toppen af dansk svømning. Om et halvt års tid offentliggøres den næste milepæl.

    Eventuelle spørgsmål til ovenstående bedes rettet til sportschef Ricki Clausen på 26 25 25 31.

    Eventuelle spørgsmål vedr. Talentum og ansættelsesprocessen kan rettes til Fredrik Seistrup på 26 22 79 97.

    Mvh Holbæk SvømmeklubccHSKlogo

    16
    0

    Se alle kommentarer