Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af SvømningSvømning

    1 år, 1 måned siden

    DJM - Vi brokker os for meget, kære kolleger....

    Ved en fejl har den ansvarlige for kanalen #dåm2016 slettet indlægget fra i går. Her er det igen.

    Indrømmet: Jeg har selv været en af de største brokrøve de sidste ti år. Hvis ikke dén største. Men efter at have hørt på uendeligt meget brok de første 2½ dage til DJM i Herning, så synes jeg, det er vigtigt, at vi måske ser en anelse på osten i stedet for at lede efter hullerne i osten.

    Det er en “trænersvøbe” – vi er som trænere bestandigt mestre i at kigge efter begrænsninger og ulemper. Og vi elsker at brokke os. Måske er det derfor, vi sjældent tages seriøst som branche?

    Hvorom alt er, så er der en masse ting, der fungerer sindsygt godt til stævnet i Herning – og så er der nogle ting, der ikke fungerer godt. Men nu starter jeg – atypisk for en træner – med det positive:

    1) Det er en fremragende hal, man har bygget i Herning.
    Luften er rigtig fin og der stinker ikke af klor. Der er plads i hallen og lyset er godt. Der er lidt varmt – ja. Det undgår vi ikke, når der er 600 mennesker i samme rum. Men der er stadig koldere end normalt til stævner. Og hov…. ingen hoster efter to dage!! Tag den, Bellahøj…

    2) Der er plads til deltagere og trænere, ledere og tilskuere
    Både i selve hallen og i områderne udenom er der plads til os. man føler ikke, man sidder oven i hinanden og der er masser af plads at fortrække sig til, hvis man gerne vil ud af hallen.

    3) Masser af plads til udsvømning/udstrækning/forberedelse
    Der er masser af bassiner til udsvømning både af den lidt varmere og i det gamle 25 meter bassin. Der er også masser af plads til landopvarmning osv. alle mulige steder. Og en stor hvilehal på første sal med madrasser osv.

    4) Stævneformatet er (endelig) ændret til det bedre
    De indledende afsnit er korte (færdige mellem 11.30 og 11.50), så der er mulighed for at få en pause og få hvilket. Det giver alle en dejlig oplevelse og man er frisk og klar, når man kører i hallen om eftermiddagen. Jeg husker stadig med gru nogle DM’er, hvor vi ræsede ud i hytten kl. 13.50, kastede mad i hovedet og skyndte os tilbage. Finalerne er lidt lange – mere om det senere.

    5) Der gøres noget ud af opdeling af menneskestrømme
    Der er akkrediteringer, hvilket fungerer fint omkring bassinet og mindre godt på den øverste tribune. Her er der alt for mange bedsteforældre på pladserne til svømmerne og man ville ønske, der blev inddelt efter “tilskuere” og “deltagere” som der først var lagt op til. Men generelt fungerer det med akkreditering.

    6) Speakerne SPEAKER…. og de er gennemgående gennem stævnet
    Begge speakerne (hvoraf den ene er debutant) har fuldstændigt styr på heats, løb, deadlines osv. og de laver ikke fejl. Der er ikke blevet oplæst forkerte navne ved præsentation eller byttet om på en B- eller C-finale. De er engagerede og bedst af alt: De speaker løbene, så man får indblik i, hvad der sker undervejs!! Stor ros. Og mange, mange tak for at man ikke læser navnene op i indledende. Det er et levn fra fortiden og det skal aldrig returnere.

    7) Blå medaljer er et genialt tiltag
    En anerkendelse for at være i A-finalen er et super indslag, som man skal holde fast i. Man har i mange andre lande i mange år anerkendt forskellen på A- og B-finale, men det er først i år, det er sket til DJM. Super fedt – også selv om enkelte svømmere vist føler sig lidt for fornemme til at modtage deres blå medalje. For 99% af svømmerne er det tydeligt, at de er glade for medaljen. Hold fast i det – også selv om enkelte er “for kendte til det her sted” som sangen fra Det Brune Punktum lyder.

    8) Alle fra arrangørklubben smiler
    Det gør de ofte til mesterskaber, men det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at man bliver mødt af smil og skulderklap frem for lidt for stramme “sort og hvidt”-tænkende halvsure “jeg er frivillig og lidt utilfreds med livet”-attituden. Jeg har endnu ikke mødt én eneste fra Herning Svømmeklub, der har været andet end glad, positiv og smilende!

    9) C-finaler er en god ting!
    Og ja – det betyder, at finaleafsnittet tager lidt lang tid. Men det betyder også, at de yngste juniorer får en meget bedre chance for aftensvømningen…. og kigger vi statistisk på det, så kunne en stor del af EJM-svømmernbe om to år sagtens ligge i yngste årgang mellem placering 17-24. Hvis man er så træt af C-finaler, kan man jo bare melde fra. Ja – afsnittet tager for lang tid om aftenen, men det er der forslag til en nem løsning på herunder.

    Forslag til forbedringer (eller kritik, om man vil….):
    Der er også ting, man kan kigge efter i sømmene. Og nok også flere end jeg har nævnt. Men her er de:

    1) Der er strøm i bassinet
    I am sorry – det er uomtvisteligt. Der er markant forskel på bane 0-2 og bane 7-9 i alle løb. Både korte, mellem og lange og på tværs af alle stilarter. Med en fortid i netop bassinbygningbranchen vil jeg dog godt henlede opmærksomheden på, at bassintypen er én ting. Rørtykkelser og vandstrømning TIL bassinet er en anden ting. Hvis rørtykkelser og vandføring ikke er optimal, så skal der meget lidt til at skubbe vandet hårdere enkelte steder og så sker den slags.
    Forslag til forbedring vil være at slukke for dyserne under stævnet. Og det er noget BAVL, at det ikke kan lade sig gøre. Gennemstrømningshastigheder er underlagt en bestemmelse fordi det skal kunne holde til så og så mange mennesker i timen. Når der hopper 8 svømmere ad gangen i vandet i et bassin med 2 millioner liter, så er det hamrende ligegyldigt med gennemstrømning i de 2-3 timer. Der vil ryge noget vand i overløbsrenderne og dermed i tankene (og derfor ikke ind i bassinet igen ved stop af dyserne), men når der hopper så få svømmere i vandet vil mit postulat være, at vandspejlet falder mellem 2 og 3 centimeter. Kan vi leve med det, hvis der er stilstand i vandet? Ja tak :)

    2) Finaleafsnittene er for lange!
    Der burde være en regel om, at man kun gennemfører C-finaler på 50, 100 og 200 meter. Desuden kunne man indføre, at der kun var C-finaler ved mere end 40 deltagere. Det duer ikke at have C-finaler i løb med 28 deltagere som i dag på 200 fly for damer. Der udvander finalerne.

    3) 800 og 1500 hører fortiden til – lad os være de første, der tager konsekvensen!
    Om ti år svømmes der ikke 800 og 1500 fri til stævner sammen med andre løb. Det hører hjemme til langdistancestævner og ikke til et finaleafsnit, der skal have gejst og nerve. At starte lørdagens finaler med to heats i 1500 fri svarer til at holde atletikstævne og starte med at løbe 5000 meter UDEN at der må foregå andet på stadion. Ville det være utænkeligt i atletik? Naturligvis. Det er jo røvkedeligt. Og det er det også at se to heats i 1500 fri.
    “Jamen så siger du jo også, at 800 og 1500 fri er mindre værd end de andre løb”. Både ja og nej – jeg siger egentlig mest, at de hører hjemme et andet sted. Og ifht. bassinsvømning, tilskuervenlighed og fremme af svømmesporten i konkurrence med andre idrætter i en globaliseret og meget IT-præget verden, så ja – så er de andre løb mere værd end 800 og 1500 fri. Husk lige…. det betyder ikke, at de er dårligere mennesker, men det betyder, at de svømmer nogle løb, der er mindre væsentlige. Sorry. Nu har jeg sagt det. Jeg håber inderligt, at en eller anden vil turde tage diskussionen op i rette fora i unionen.

    Der er helt sikkert flere ting, der kunne forbedres, men skal vi ikke aftale, at vi ser på osten frem for hullerne i osten de næste syv dage?

    Hvis du har kommentarer eller forslag til forbedringer, så skriv herunder

    Godt stævne til alle!

    På med ja-hatten…

    Mvh fra den velnok største brokrøv set over de sidste 15 år

    /Ricki Clausen
    herningsvoemmehal

    8
    2
    • 8 personer synes om dette.
    • Et kryds kan være farligt. Bare se hvorledes det gik i England. IMG_8923[1]

    • 8 personer synes om dette.
    • Ift. “Ostematerien” i langdistance løbene, synes jeg det lyder som om denne stadig bliver overset og der bliver i flere af indlæggene kigget godt og grundigt efter hullerne når det gælder disse løb. Forskellige distancer kan vel noget forskelligt, ligesom kravene til svømmerne er forskellige alt efter om det er kort-, mellem- eller langdistance. Jeg synes det giver en alsidighed til stævnet som i sig selv er en kvalitet. Det kan da godt være at der skal udvikles på løbsafviklingen, men at “afvikle” løbene fra 800 og op efter ved mesterskaberne, vil da i mine øjne være ærgeligt.
      /Ole Sommerlund Pedersen
      PS jeg er ikke specielt tilhænger af langdistancer ligesom jeg heller ikke er specielt tilhænger af korte eller mellemdistance. Derimod er jeg tilhænger af svømning.

    Se alle kommentarer