Aktivitet

  • skrev en opdatering i gruppen Gruppelogo af SvømningSvømning

    10 måneder, 1 uge siden

    Holbæk Svømme-Akademi starter til august

    I samarbejde med Stenhus Private Kostskole og Stenhus Gymnasium opretter Holbæk Svømmeklub et Svømme-Akademi, hvor man både kan bo og træne i Holbæk. 

    Tanken bag akademiet er et tæt ”treenigheds-samarbejde”, hvor skole, forening og familie sætter sig ned ved hvert skoleårs start og vender både skole- og svømmeåret for på den måde at skabe fuld enighed og gennemskuelighed om det kommende år.

    Akademiet starter ud med et nyt tiltag – en såkaldt ”0.G”, der er en gymnasieforberedende 10. klasse.  I denne 0.G vil man arbejde med de fagligt tunge gymnasiefag og også få en introduktion til gymnasiets introforløb, så overgangen til gymnasieuddannelserne lettes markant. Der vil også indgå et idrætspsykologi-forløb og et forløb, der lærer eleverne at planlægge deres tid bedre og være mere effektive ifht. lektier og afleveringer.

    I samarbejde med Stenhus Gymnasium og deres efterhånden omfattende testcenter vil der desuden blive udviklet et testforløb i samarbejde med fysioterapeut Morten Kronborg og de dygtige folk på gymnasiet. Dette opstartes ligeledes i efteråret 2017.

    Om Svømme-akademiet udtaler Sportschef Ricki Clausen:

    ”Det er naturligvis primært som en forberedelse til Holbæk Sportsby står klar med en ny langbane om små to år, at vi nu opretter Svømme-Akademiet. Vi vil dog gerne teste det allerede fra august 2017 fordi vi synes idéen med et formelt samarbejde mellem skole, familie og forening er er så god. Vi tænker, det er positivt for både de svømmere, der bor og træner i Holbæk nu og for dem, der kunne tænkes at have interesse for at bo på kostskolen i 10. klasse og i deres gymnasietid og svømme i Holbæk.

    Vores mantra er, at vi skal lave optimale rammer for både skole og idræt i stedet for at man altid skal gå på kompromis med enten den ene eller den anden i perioder. I 2017 har vi f.eks. 3-4 træningslejre i udlandet for de bedste svømmere – men jeg har ikke lyst til at have en svømmer væk fra skolen i mange uger, hvis vedkommende ikke passer sine lektier og ikke klarer sig godt i skolen. Det kommer der ikke hverken en god elev eller en god svømmer ud af. På samme måde vil jeg gerne vide, hvornår der er spidsbelastninger i skolen, så vi kan tilpasse træningsbelastningen.”

    Svømmeakademiet vil løbende blive udviklet med støttepersonale og mere testning ligesom der er en kommerciel vinkel på akademiet fra januar 2019.

    0.G-konceptet starter som skrevet fra 1. august 2017. Der er introaften på Stenhus Private Kostskole onsdag den 18. januar for alle interesserede elever i 8. eller 9. klasse. Du kan læse mere om ordningen her:

    http://www.swimhsk.dk/cms/Clubswimhsk/ClubImages/Sportsakademi.pdf

    Vigtigt: Man kan tilgå den specielle 10. klasse uanset om man vælger det almene gymnasium eller andre ungdomsuddannelser efterfølgende.

    Er der spørgsmål til ovenstående kan man rette henvendelse til nedenstående. Alle henvendelser behandles 100% fortroligt.

    Mvh Holbæk Svømmeklub

    Henvendelse rettes til:

    Sportschef Ricki Clausen

    rc@swimhsk.dk

    26 25 25 31

    6
    0

    Se alle kommentarer