Aktivitet

  • lavede en statusopdatering

    6 måneder, 3 uger siden

    2016 opsummeret: OL guld (!) – og ellers som vi plejer…

    I denne uge går året på hæld og så er det tid til at kigge tilbage på 2016. På mange måder et mærkeligt år. Men også et markant år. Og et år, der stiller spørgsmålstegn ved den model, vi har bygget danske svømmeklubber op omkring. Men mere om det senere.

    OL i Rio – det altoverskyggende fokus i 2016

    2016 var OL-år. Mange havde set frem til et svømme-OL med danske medaljer (i flertal) og de mest jubeloptimistiske af os havde snakket om endda 3 eller 4. Man siger normalt, at 3 reelle medaljechancer giver 1 medalje… men man kunne også godt tælle sig frem til 5 eller 6 reelle muligheder, så optimismen var til at spore.

    Det gik dog katastrofalt dårligt for Danmark de første 6 dage til OL! Stort set alt kiksede (retfærdigvis dog med de første 600 meter af 4 x 200 fri for herrer som en meget velkommen undtagelse) og alle medaljeforhåbningerne hvilede til sidst reelt på holdkappen i 4 x 100 medley for damer, hvor ingen af pigerne havde sat PR under stævnet! Den sidste aften ændrede dog dette og med Pernille Blumes fabelagtige aften i først 50 fri og derefter en holdkap, der rejste sig og fik bronze blev OL placeringsmæssigt godkendt og mere til. Danmark fik en OL-guldmedalje i svømning for pokker!!

    Guldmedaljen har bragt Pernille Blume på alles læber, og jeg er sikker på, den åbner en masse døre for både Pernille, hendes klub og de andre klubber og svømmere, der formår at gribe det ”hype”, der blev skabt om svømning som idræt på de 24.07 sekunder den august-nat. Pernille Blume er måske ikke selv bevidst om det, men hun gjorde en større forskel for svømmesporten i Danmark end nogen svømmer før hende har gjort for dansk svømning – en forskel, vi slet ikke har set effekten af endnu, men som vi vil se de næste mange, mange år. Især kommercielt!

    OL var en placeringsmæssig succes. Ingen tvivl om det! To medaljer – heraf en af guld – er langt, langt over, hvad et land som Danmark kan forvente i svømning og var (også ifht. de atleter vi sendte afsted) fuldt tilfredstillende i 2016. 

    Det kan dog ikke fjerne det faktum, at OL resultatmæssigt var en katastrofe. Ethvert forsøg på at tale resultaterne op over en bred kam med en PR procent under 20 er i bedste fald grinagtig – i værste fald utroværdig.

    Det mest tankevækkende var udmeldingerne fra mange af svømmerne efter skuffende placeringer. De virkede som om de var blevet forberedt på at sige, at de gjorde deres bedste og at de skam var godt tilfredse – også hvis det gik skuffende. Enten har presset været for stort og målene uklare (og så gemmer man sig helt naturligt under den slags udtalelser) eller også er der et arbejde med at klargøre svømmerne langt bedre til pressen. Det virkede desværre som det første for mange af svømmerne. 

    Var OL en succes? JA! Vi fik 2 medaljer og som Dirch Passer altid sagde ”Det er hvad der går over scenen, der tæller”. Svømmede vi godt? Nej. Vi svømmede radderligt. Men sådan er elitesport. Medaljerne tæller og tillykke til os alle med to af slagsen.

    Den visionsløse sport

    2016 var også året, hvor vi igen så faldende interesse for svømmesporten globalt. De nationale mesterskaber fik et kærkomment løft – især til DM på kortbane i Esbjerg – hvilket var meget glædeligt, men generelt står det sløjt til med det interessante ved et normalt svømmestævne. Færre og færre tv-stationer viste de internationale mesterskaber. World Cup-stævnerne blev holdt med gabende tomme tilskuertribuner og ikke sendt i tv men kun på FINA’s hjemmeside. I Skandinavien viste kun TV2 Sport VM på kortbane – endda på TV2 Play flere af afsnittene. Svensk TV, Eurosport og finsk TV viste ikke andet end brudstykker og et enkelt interview hist og pist. Vores bud er, at den tendens fortsætter, hvis ikke nogen tager fat i den underholdende sport, vi er en del af og fremhæver netop de spændende og elementer ved svømning. 

    Hvorfor er der ikke nogle tv-stationer, der viser svømning fra en anderledes og actionfyldt side? Med forhindringsbaner, alternative løb eller en form for ”Sports-lab”? Eksempelvis kunne man sagtens smide en forhindringsbane ind i et kortbanebassin. Man kunne også svømme løb, hvor man trækker lod om indholdet (eksempelvis 75 IM, hvor man trækker lod om hvilken stilart, der skal udelades og hvor der måske er en stilart i ben). Man kunne også lave videnskab ud af tingene og sætte pulsmålere på svømmerne og lade dem svømme en 100 meter…. Og vinderen er den, der først får pulsen under 120 frem for den, der kommer først ind? Man kunne også gøre udstyret til en del af spændingen – et af løbene får pigerne f.eks. ikke lov at bruge badehætte og de har 10 sekunder til at tage hårbånd og briller på inden starten går. Der er masser af muligheder!

    Ingen indledende heats eller præmieoverrækkelser… og ingen løb over 100 meter. Se så ville folk tænde for TV. Man kunne endda engagere publikum i hallen og derhjemme med en af de mange Apps, der gør det muligt at interagere i de ting, der foregår, så det måske er publikum, der bestemmer indholdet af de to ”normale” løb, man svømmer? Der er mange muligheder, men ingen gør noget. ”Jamen hvad så med de svømmere, der svømmer 400 crawl”. De må gerne svømme DM og det kommer ingen jo til at lave om på, men i en indsats for at få svømning i TV må vi erkende, at 400 crawl er uegnet. Som en deltager sagde tørt efter EKM i Herning for tre år siden: ”Jeg forstår godt, hvis folk ikke kommer fire dage i træk. De sidste to dage synes jeg jo selv, det var kedeligt at se finaler… det er jo bare det samme og det samme og det samme”.

    Kommercialisering

    Der er heller ikke nogen svømmeklubber, der tænker på at kommercialisere den fremragende ”vare”, vi har: Unge, sunde mennesker, der dyrker elitesport og en forening, der forhindrer børn i at dø! (Fordi vi lærer dem at overleve i vand). Store foreninger med ofte over 1000 medlemmer, der i mange tilfælde er den største forening i kommunen gør intet for at brande sig som den samarbejdspartner, der med sport og sundhed i fokus gør en forskel i lokalområdet. Hvorfor er der ingen svømmeklubber, der i samarbejde med kommunen arrangerer aktiviteter for de børn, der har det svært? Med fokus på Sport og Sundhed? Hvis der er 45.000 danske familier, der har søgt om julehjælp, så er der også 45.000 danske familier, der ikke har råd til at sende deres børn til svømning. En masse virksomheder vil gerne være en del af den gode fortælling. CSR er så meget oppe i tiden i globale og nationale virksomheder, så det ikke kan være et problem at få sådanne initiativer til som minimum at løbe rundt og i bedste fald tjene nogle penge på det. Men hvis vi i svømmeklubberne altid tænker ”Vi har 4 børneholdsniveauer og en masse hjælpetrænere og trænere og så har vi en konkurrenceafdeling, de skal betale for og det er det”… så bliver vi ved med at være den visionsløse sport.

    Der er så mange muligheder for de klubber, der tør og evner at tænke ud af den snævre svømmeklubsboks. Lad 2017 være året, hvor nogle tør bryde lidt ud og tænke over at positionere svømning stærkere lokalt, regionalt og måske endda nationalt. Guderne skal vide, at vi har brug for det, hvis ikke vi skal dø i kampen med de andre idrætter. Fakta: Tiden er løbet fra 6 indledende heats af noget som helst. Folk vil se fart, finaler og show. Kig på TV-tallene, hvis I er i tvivl. Hvis man har pladsproblemer i kommunens svømmehal, så er tiden også løbet fra at ekspandere gennem flere svømmeskolebørn. Der skal ske noget mere, hvis man vil finansiere en elitesatsning.

    Så lad dette være en bøn og et håb for 2017: En eller flere klubber tager for alvor hul på den mulige ”forretning” uden om svømmeklubbernes kerneopgave!

    I 2017 ser vi mest frem til:

    23.-30. Juli: VM på langbane i Ungarn (Som er sæsonens store højdepunkt!)

    Selv om rigtigt, rigtigt, rigtigt mange danskere i og udenfor svømning vil skrige ”NAAAAARJ – det er da EKM på hjemmebane der er sæsonens store højdepunkt!!!!”, så er og bliver VM det sportslige højdepunkt i 2017. Det er her, vi skal vise os selv og hele verden, at OL ikke var et tilfælde. Med Pernille Blume i front for en forhåbentlig meget stærk, dansk trup, så skal jagten på finaler og medaljer være skarp i juli måned fra dansk side. Vi skal håbe at se en Pernille Blume, der kører videre fra OL-rusen og så skal vi forhåbentlig se en genrejsning af Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen, der begge blev nummer 8 i deres primære løb til OL. På en bare nogenlunde dag er de begge top 3. Lad os håbe, de ikke slår sig til tåls med ”nogenlunde” til juli. 

    Store forhåbninger er der også til det danske herrehold i 4 x 200 fri! Der er nu en stor håndfuld drenge, der har et reelt skud i pistolen ifht. Danish Open og 200 fri. Anders Lie virker MEGET sikker, men ellers kan der blive en god fight mellem Daniel Skaaning, Frans Johannesen, Søren Dahl, Sebastian Ovesen, Markus Krøyer Svendsen, Anton Ø. Ipsen, Mathias Rysgaard og – lige et frækt bud her – Frederik Siem Pedersen? Hvis Kevin Witt Christensen er sin skade kvit, så er han også med i kampen. Og hvad med Nicolas Blanch og Gianno Grillo?

    Det er derfor vores 4 x 200 fri for herrer med sikkerhed kommer til OL i Tokyo og også vil være et reelt finalebud til den tid: Fordi der er MANGE svømmere nu 3,5 år før. Ikke kun 4 eller 5. Mange… 

    12.-15. December: EKM i København

    Der bliver folkefest i den nye Royal Arena. Ingen tvivl om det. Og forhåbentlig vælter det ind med danske medaljer som i Herning. Royal Arena danner den perfekte ramme og så kan man kun håbe, at folkene i den nye Arena er lige så dygtige til at have styr på detaljerne, som de var i Boxen i 2013. Sportsligt er og bliver EM på kortbane det lavest rangerede internationale mesterskab i kalenderen. Det må vi ikke glemme i et anfald af grænseløs nationalisme. Det bliver sjovt ja – men mange af de allerbedste vil mangle. Vi skal fejre det mindst lige så hårdt når vi får medaljer uanset hvem der er med, men vi skal ikke blive euforiske. Det handler ikke om jantelov. Det handler om troværdighed overfor samarbejdspartnere, politikere og omverdenen generelt.

    Lad os håbe, man formår at lave nogle tiltag, der kan få folk i hallen alle fire dage. Noget nytænkning omkring finalerne, præmieoverrækkelserne mv. … det virker som om det er i gode hænder hos Mads Bang Aaen, der i SVØM er ansvarlig for projektet. Lad os krydse fingre for at der tænkes lidt nyt.

    Sportlas-året 2017

    På Sportlas ser vi frem mod 2017 med store forventninger, for i 2017 lancerer vi vores nye App, der er skræddersyet til svømmeverdenen. Glæd jer til den, hvad enten I er svømmere, trænere, klubformænd, holdledere, blot svømmeinteresserede bedsteforældre eller noget helt syvende… 

    Trænerne får et værktøj til løbsanalyser, sammenligninger, kommunikation med svømmere, fysioterapeuter og assistenter, planlægning og deling af planer med alle relevante interessenter – kort sagt: Et værktøj, der ikke er set før. Specielt én her på Sportlas har slået voldsomt på tromme for den del med trænerne, så det har vi lyttet til :-)

    Godt nytår!

    10
    2

    Se alle kommentarer